Også danskere rejser på 1. klasse

De største flyselskaber vil beholde første klasse om bord på flyene på de oversøiske ruter

 Allerede i begyndelsen af 80èrne sagde SAS farvel til første klasse. For i stedet at satse fuldt og helt på business class. Senere fulgte mange andre efter, så som Finnair og Austrian Airlines. Til gengæld var der ingen tvivl hos Lufthansa, British Airways og Air France, og det er der fortsat ikke.

Ganske vist har de ikke mere en lille første klasse kabine på de europæiske ruter, men så snart de skal ud at flyve langt, er der ingen ende på luksus og billetprisernes højde.

»Vi har klart et behov, også fra Danmark,« siger direktør Sam Heine fra British Airways i København. »Vi har 14 sæder til første klasse, og netop nu er vi i gang med en modernisering, for eksempel med rigtige trævægge i stedet for plast. Vores kombination af første klasse den ene vej og Concorde den anden har en hel del danske kunder prøvet efterhånden. Pris de næste par måneder mellem København og New York via London 35.100 kr. for en sådan billet«.

Heller ikke hos Lufthansa er det nogen tvivl. Selskabets danske direktør John Nielsen siger, »at der fortsat er danske erhvervskunder og enkelte private, som reserverer bedste klasse på den lange flyvning«.

Der er otte sæder på Airbus fly og 20 sæder på Boeing 747, oppe på første sal. Pris 39.600 kr. via Frankfurt til New York retur.

»Vi har ingen planer om at ændre det,« siger John Nielsen.

Helt de samme toner lyder fra salgsdirektør Ole Schlundt fra Air France. »Vi har rigtige senge på en forholdsvis lille første klasse på Boeing 777. Om det så er pyjamas får vore passagerer på første klasse en sådan med i prisen. Jeg vil da ikke sige, vi sælger mange billetter i Danmark, men nogle bliver det da til i løbet af et år.«

Thai International er partner med SAS og flyver parallelt på rute mellem København og Bangkok. Vi har 16 sæder i næsen af flyet på første klasse,« siger direktør Flemming Sonne fra den danske afdeling af Thai.

Heller ikke her sker der nogen ændring, men Flemming Sonne benægter ikke, at der ofte er tyndt belagt på ruten til og fra København, mens der sjældent er bare en enkelt plads ledig på turistklasse i det store fly.

Det er vel heller ikke nogen hemmelighed, at der er forskel på de forskellige typer af Boeing 747, som Thai flyver med på ruterne til Europa.

Således kan første klasse fra London og Frankfurt sagtens være af en højere standard end fra København. Men forkælet med service og masser af benplads, bliver man i alle tilfælde.

 


siden er sidst rettet 0901-04 Til Start